BOGOTA, COLOMBIA – et foredrag om verdens (engang) farligste by
- Film og lysbilledforedrag ved antropolog og filminstruktør Esben Hansen

Colombias hovedstad Bogotá har i årtier været hjemsted for bandekrige, kidnapninger, narkohandel og vold, hvilket har givet byen ry som ”den farligste hovedstad i verden”. Men under en forelæsning på byens universitet i 1993 begyndte alt at ændre sig.

Det var universitetets rektor, en filosof ved navn Antanas Mockus, der skulle holde forelæsningen, men han kunne ikke få eleverne til at lytte efter. Derfor tog han en rask beslutning: Mockus trak ganske enkelt bukserne ned og viste sin bagdel til de hundredvis af måbende studerende, der med ét blev helt stille.

En elev optog hændelsen på video, og pludselig gik den alle landets medier rundt. Skandalen rullede, og Mockus måtte træde tilbage fra universitetet. Men episoden havde samtidig gjort ham så kendt, at han året efter stillede op til borgmesterposten. Mockus vandt en jordskredssejr!

Dette er begyndelsen på dokumentarfilmen ”Bogotá Change”, som har været vist både på DR og på en langrække udenlandske tv-stationer. I dette foredrag viser filmskaber Esben Hansen klip fra filmen og fortæller om arbejdet bag den – og om livet generelt i Bogotá.

Han beskriver med ord og billeder den fantastiske forvandling, som verdens engang farligste hovedstad er undergået – med hjælp fra filosoffen og borgmesteren, Antanas Mockus, og hans temmelig utraditionelle metoder.

For booking eller uforpligtigende spørgsmål omkring foredraget skriv til info@esbenhansen.com eller ring på tlf. 61 71 95 65.