Foredrag om Vesten og Resten
- en rejse gennem antropologiens historie fortalt i ord, billeder og film

Den antropologiske videnskab beskæftiger sig med læren om mennesker. Hvordan lever og bor forskellige mennesker rundt omkring i verden? Hvilke forskelle og ligheder er der mellem folk fra verdens fjerne afkroge og os herhjemme i Danmark? Kan vi lære af hinandens levevis?

Med ord, billeder og film tager antropolog og filmskaber, Esben Hansen, publikum med på en spændende og lærerig rejse gennem antropologiens forunderlige historie. Vi starter med antropologiens oprindelse - dengang, hvor alle uden for Vesten enten blev betragtet som primitive barbarer eller som ædle vilde. Og vi slutter i nutidens antropologi - her er 'barbarerne' og de 'primitive' selv blevet antropologer og rejser nu til Vesten for at studere os danskere og vores underfundige levevis!

Esben Hansen er cand.mag. i antropologi med speciale i etnografiske film. Han har rejst og boet flere år i udlandet, bl.a. i Sydamerika, Østeuropa og Afghanistan. Til foredraget medbringer Esben gamle filmstumper fra nogle af de allerførste antropologiske ekspeditioner, men han viser også klip fra sine egne etnografiske film, som har høstet stor international anerkendelse de seneste år.

For booking eller uforpligtigende spørgsmål omkring foredraget skriv til info@esbenhansen.com eller ring på tlf. 61 71 95 65.